Klimagudstjeneste på Sejerø markerer COP31: Små øer står sammen i klimakrisen
Når COP31, FN's internationale klimatopmøde, åbner den 9. november i Antalya i Tyrkiet, bliver det samme dag markeret med en særlig klimagudstjeneste i Sejerø Kirke.
Foto: Olav Sejerøe / Lex, CC BY-SA 3.0.
Årets klimatopmøde sætter særligt fokus på småøers vilkår i en tid præget af klimaforandringer. Derfor har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med sognepræst Erik Hviid Larsen taget initiativ til gudstjenesten på Sejerø.
Som dansk småø oplever Sejerø på sin egen måde de forandringer, som et ændret klima medfører. Samtidig deler øen en række udfordringer med de små østater, hvis fremtid er tæt knyttet til udviklingen i klimaet og havniveauet.
"Med gudstjenesten vil vi gerne vise, at små øer verden over på mange måder er i samme båd. Selvom vores situationer er forskellige, deler vi både sårbarheden over for klimaforandringer og kærligheden til det sted, vi kalder hjem," siger Erik Hviid Larsen, sognepræst ved Sejerø Kirke.
Gudstjenesten vil blandt andet rumme videohilsner fra Sejerøs skolebørn og en videohilsen fra kirkelige repræsentanter på Fiji. Hilsenerne understreger solidariteten mellem øsamfund på tværs af kontinenter og viser, hvordan klimaforandringer berører mennesker lokalt, samtidig med at de skaber globale fællesskaber.
Gudstjenesten sætter fokus på håb, ansvar og handlekraft i mødet med klimakrisen.
"Klimaforandringer er en global udfordring, men de mærkes lokalt. Med gudstjenesten ønsker vi at skabe forbindelse mellem Sejerø og andre øsamfund i verden og minde om, at vi har et fælles ansvar for skaberværket og for hinanden," siger Peter Lodberg, formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.
Praktisk information
Klimagudstjeneste i Sejerø Kirke
Dato: 9. november 2026
Tid: Kl. 10.00
Sted: Sejerø Kirke
Alle interesserede er velkomne.